Steiner-børnehave tvangslukket: "Børnenes trivsel var truet"
AALBORG: Den private daginstitution Morgenfruen i Aalborg, som drives efter Steiner-pædagogiske principper, er blevet tvangslukket af Aalborg Kommune efter klager fra forældre og en stribe tilsynsbesøg. Det skriver DR Nordjylland. Tilsynet har bl.a. observeret, at børn blev ignoreret og overladt til sig selv.
- Vi mente, at børnenes trivsel var truet i institutionen, og derfor var vi nødt til at lukke den. Mig bekendt er det ikke sket før i Aalborg Kommune. Det er en meget, meget voldsom og meget alvorlig handling at træde til, siger tilsynschef Dorte Alrø. Bupl Nordjylland bekræfter, at en tvangslukning er yderst sjælden.
Efterfølgende er både den pædagogiske leder, lederen af den tilhørende skole samt formanden for skolebestyrelsen stoppet. Den nye formand for skolebestyrelsen, Kristoffer Rishøj, siger til DR Nordjylland, at institutionen efter hans mening er blevet behandlet med stor respekt af kommunen, og at han accepterer beslutningen om lukning.
Ifølge TV2 Nord har der været 15 tilsynsbesøg, efter at forældre blandt andet har klaget over manglende struktur, manglende forståelse for det enkelte barn og manglende faglighed hos personalet. Kommunens tilsyn har konstateret, at personalet ikke formår at engagere sig i børnene.
I tilsynets afgørelse beskrives pædagogerne som passive. "Børnene får ikke den nødvendige og tilstrækkelige stimulation, som er nødvendig for deres udvikling. Den observerede pædagogiske praksis opfylder åbenlyst ikke kravene i dagtilbudsloven (...) Børnene er i et pasningstilbud, som på sigt er enten skadeligt for dem eller ikke understøtter deres udvikling som påkrævet," lyder det blandt andet.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.